Den 4. juni tager jeg mit arbejdsbord med ud af værkstedet og ind på Søndertorv i Vejle. Det er nemlig Open By Night og byen oser af sommerliv og sommer aktiviteter. Her på Søndertorv, vil jeg bruge nogle timer på at skabe et nyt smykke inspireret af området, menneskene og de små detaljer, der gør netop dette sted særligt.
Som guldsmed finder jeg ofte inspiration i naturen og de omgivelser, jeg befinder mig i. Denne dag vil jeg derfor gå på opdagelse i Søndertorvs stemning, former og detaljer. Måske bliver det blomsterne, arkitekturen, lyset eller de historier, jeg møder undervejs, som kommer til at sætte sit præg på smykket.
Jeg starter kl. 13.00 og arbejder frem og måske bliver jeg færdig med smykket – forventeligt mellem kl. 19 og 20. Undervejs er alle velkomne til at kigge forbi og følge processen helt tæt på.

Prøv selv kræfter med mønstre i metal
Jeg tager også mine punsler med, så besøgende kan prøve at skabe mønstre og aftryk i metal. Det er en sjov måde at få indblik i håndværket og opleve, hvordan små detaljer kan være med til at forme et smykke.

Hvad gør Vejle til Vejle?
Noget af det, jeg glæder mig mest til, er mødet med de mennesker, der kender byen bedst. Hvad forbinder du med Vejle? Hvilke steder, stemninger eller historier synes du, et smykke inspireret af Søndertorv bør indeholde?
For mig handler smykker ofte om minder, fortællinger, særlige øjeblikke og nogle gange om tilknytning til et sted. Derfor håber jeg at kunne lade dagens samtaler og oplevelser blive en del af det færdige smykke.
Jeg glæder mig til en dag fyldt med håndværk, inspiration og gode samtaler.


0 kommentarer